Til den unge
Opholdsstedet Morsbøl er et mindre og trygt sted, tæt på Grindsted, der henvender sig til unge, i alderen 15 til 30 år. Vi har plads til i alt 9 unge.
Her kombinerer vi fællesskab med privatliv. Du bor i din egen lejlighed med eget badeværelse og har adgang til eget tekøkken. Dette giver dig rig mulighed for at trække dig tilbage og skabe dit eget frirum. Samtidig har vi mange hyggelige fællesarealer, bl.a. køkken, opholdsstue og TV-stue, hvor du har mulighed for at dyrke fællesskabet. Derudover har vi et aktivitetsrum med bordfodbold, VR briller, bordtennis, vægte til styrketræning og mange forskellige kreative ting.
Som ung på Opholdsstedet Morsbøl vil du opleve nærvær og hjemlig hygge, som et stærkt fundament i hverdagen. Vi er en lille fast personalegruppe med et stort kendskab til unge mennesker med forskellige udfordringer. Hverdagen er kendetegnet ved en respektfuld og humoristisk tilgang, hvor vi tror på at den gode stemning er med til at danne betydningsfulde relationer og løsne op for de svære situationer.
På Opholdsstedet Morsbøl, lægger vi stor vægt på at skabe gode minder sammen. Gennem faste traditioner – store som små – skaber vi en forudsigelig struktur, som de unge kan spejle sig i. Det gælder alt fra de hyggelige hverdagsrutiner, til fejring af fødselsdage, højtider og fælles ture ud af huset.